Hver måned udsender PROgrez et nyhedsbrev til kollegaer. Som noget nyt deler vi nu også nyhedsbrevet her på hjemmesiden.
I denne måneds nyhedsbrev fra PROgrez kan du læse om, hvordan konferencedeltagelse kan føre til flere oplægsinvitationer; hvordan åndedræt kan formidles i radioen og til sidst, hvad en af efterårets kandidatstuderende har lavet hos os i forskningsenheden. God fornøjelse!
Deltagelse ved konference førte til oplægsinvitation
Ditte Høgsgaard afholdte i august sammen med ViVE en flot besøgt konference på Syddansk Universitet i Odense. Her deltog flere forskere fra PROgrez, bl.a. ph.d.-studerende Sisse Walløe.
En af deltageren på Sisses oplæg, Jeppe, henvendte sig efter oplægget og fortalte, at han kunne nikke genkendende til meget af Sisses beskrivelse af menneskers oplevelser i mødet med sundhedsvæsnet.
Sisse fortæller: ” Jeg havde nævnt lidt i en bi-sætning at man i de observationelle studier kunne se, at de mennesker som havde dårlige oplevelser var de samme som vi så var udfordret i andre sammenhænge i sundhedsvæsenet. Altså de klassiske socio-demografiske faktorer. Jeppe er en del af en tværfaglig gruppe af forskere, som arbejder med koordinerede indsatser for personer med ryglidelser som er tilknyttede jobcenter. Jeg besøgte gruppen på UC Lillebælt, holdt oplæg om mit projekt igen, med mere fokus på personers oplevelse af tværsektorielle forløb, og vi havde nogle gode erfaringsudvekslinger.”
Forsker Karen Hjerrild Andreasson har været en tur i P4
Søndag den 6. november 2022 var Karen Hjerrild Andreasson LIVE i P4 Sjælland, hvor hun underviste morgenværten Maria Hollænder i ’breathing retraining’, som er Karens speciale. Hollænder havde i løbet af udsendelse demonstreret, hvordan man ikke skal trække vejret, så lytterne virkelig kunne høre en forskel på åndedrættet efter Karens ’indgriben’.
I løbet af formiddagsudsendelsen blev både Karens gennemførte astma-projekt og det kommende implementeringsprojekt omtalt. Karen havde desuden sørget for, at lytterne kunne høre om metoden fra dem det egentlig gælder, nemlig en aktuel projektdeltager.
Første kandidatstuderende i efteråret 2022 har afsluttet forløb
PROgrez har i løbet af efteråret sagt goddag og velkommen til tre kandidatstuderende fra Syddansk Universitet.
Den første af disse, Frederik, har netop afsluttet sit ophold hos os og har i sin tid i forskningsenheden haft tid til at dykke særligt ned i den videnskabelige metode. Frederik fortæller selv: ” Jeg har som kandidatstuderende indgået primært i samarbejdet med forskerne på MOBILIZE projektet. Jeg har hjulpet, med til at revidere og opdatere litteratursøgningen til et systematisk review, samt påbegyndt screeningen deraf. Derudover brugte jeg også meget tid på, udviklingen af et nyt projekt, som skal ende i et scoping review, der skal kategorisere digitale komponenter som fremmer fysisk aktivitet hos mennesker med flere kroniske sygdomme.”
Følg med i, hvad vi laver her:
https://www.linkedin.com/company/progrezdk
https://www.facebook.com/PROgrezDK/
Dyk ned i artikler publiceret af forskere fra PROgrez siden vi startede i juni 2016: