Hver måned udsender PROgrez et nyhedsbrev til kollegaer. Som noget nyt deler vi nu også nyhedsbrevet her på hjemmesiden.
Hej
I dette nyhedsbrev fra PROgrez kan du glæde dig til at læse mere om et borgerrettet arrangement, hvordan PROgrez skaber nye veje for forskningen og tilmelde dig konferencen Liv i Bevægelse ’23 (pssst! Det er gratis).
Rigtig god fornøjelse!
MOBILIZE inviterede indenfor
Et af de helt store projekter i PROgrez er projektet MOBILIZE, der rekrutterer patienter med to eller flere kroniske sygdomme, for at undersøge om træning og patientuddannelse i tillæg til vanlig behandling kan være med til at gøre en positiv forskel.
For at udbrede viden om projektet indbød forskningskoordinator Mette Dideriksen og forskningsassistenterne Mette Nyberg og Hanne Rasmussen, sammen med professor Søren T. Skou og en gruppe patientpartnere til et eftermiddagsarrangement for interesserede borgere i Region Sjælland.
Her blev der fortalt om træning og fysisk aktivitets betydning for et sundt helbred og flere af PROgrez forskningsmedarbejdere med en baggrund i fysioterapi tilbød efterfølgende at teste de 50 fremmødte, så de kunne få syn for deres egen kunnen. Udover en hyggelig eftermiddag, hvor vi fik mulighed for at formidle forskningen direkte til patientgruppen, lykkedes det også MOBILIZE at rekruttere 10 yderligere deltagere.
Hvis I er interesserede i at hjælpe med at rekruttere til MOBLIZE så skriv til mobilize@sdu.dk.
Nye veje for forskningen
PROgrez arbejder målrettet med, at den forskning og de artikler vi udgiver også skal omsættes til reelle tiltag der kommer borgere og patienter til gode. Desværre er omsætningsperioden noget lang, nogle siger op til 17 år fra at forskningen først fremlægger evidensen til at det egentlig kan mærkes i behandlingsveje og hos patienten.
Derfor har PROgrez, også som led i den nye Exercise First finansiering fra region Sjællands budget, sat fokus på implementering med et helt nyt implementeringsteam.
Vi har fået ansat Anne Dalhoff Pedersen, som implementeringsleder samt postdoc. Sara Fredslund Hajdú. Anne er vant til politisk og organisatorisk arbejde og skal i første omgang hjælpe med at få forskningen helt ud til kommunerne og praksis, der hvor patienterne går til træning.
Sara skal imidlertid følge implementeringen med forskningen for øje, og se på, hvordan vi kan skabe metoder og måle på, om det vi gør, gør en forskel. Forskningsassistent Ida-Marie Marcussen er tilknyttet implementeringsteamet for blandt andet at sikre at indsatsen tager udgangspunkt af fysioterapeutisk praksis.
Tilmeld dig Liv i Bevægelse ’23 (GRATIS)
Måske var du med til konferencen Exercise First i april 2022?
Nu kan du tilmelde dig konferencen Liv i Bevægelse – Fysisk aktivitet, adfærdsændring og motivation i hverdagslivet den 11. maj 2023. De sidste detaljer skal på plads, men programmet er lagt: PROgrez og Professionshøjskolen Absalon indbyder til en spændende dag med fokus på, hvordan vi kan hjælpe mennesker med- eller i risiko for- flere kroniske sygdomme gennem træning og støtte til adfærdsændring, og samtidig sikre større motivation for fysisk aktivitet i hverdagslivet.